Gå til indhold
Hjertesager

Stolte forældre: ”Utroligt vigtigt, at der findes gode forbilleder”

”Stolta föräldrar till HBTQ-barn” med deres banner under Prideparaden.

Begrebet “at springe ud” kommer ofte i fokus, når samtalen sporer sig ind på homoseksuelle, lesbiske, biseksuelle og transpersoner. At skulle fortælle, hvem man virkelig er, når ens omgivelser hylder det modsatte, sætter uden tvivl relationerne under pres: “Elsker du mig, som jeg er?”

Uanset om du som forælder kan svare et rungende “JA” til spørgsmålet, eller om du fortsat kæmper med modstridende følelser og uro, er der allerede mødre og fædre, der har været igennem den samme tur som dig. Vi har både mødt netværket ”Stolta föräldrar till HBTQ-barn” og fået værdifulde tips fra mødre og fædre, som alle har været igennem deres helt egen “spring-ud-proces”.

Der findes forskellige betegnelser for de landsforeninger, der beskæftiger sig med bøsser og lesbiske. I Danmark anvender man eksempelvis betegnelsen LGBT, der officielt står for ”lesbian, gay, bisexual og transgender”, mens lande som Sverige benytter HBTQ-betegnelsen, der dækker over ”homosexuella, bisexuella, trans- och queerpersoner”. Queer menes her at være en bredere beskrivelse af den type personer, der stiller sig kritisk over for normerne.

Foto: Mats Påhlsson.

“Forældre gennemgår også en spring-ud-proces”

Da Mats Påhlssons datter sprang ud som lesbisk, gik der ikke lang tid, før han besluttede sig for at engagere sig i nogen af de spørgsmål, som foreningen HBQT håndterer, og netværket ”Stolta föräldrar till HBTQ-barn” føltes som et oplagt valg:

– Vi forældre gennemgår også en ”spring-ud-proces”, som kan være ligeså forskelligartet som vores børns “spring-ud-processer”. Men i vores forældrerolle er der også meget, vi har til fælles, og dét at kunne dele sine overvejelser, sin uro eller sine erfaringer er ultravigtigt, befriende og nyttigt. Derfor er netværket så betydningsfuldt.

Netværket blev grundlagt i 1998 i Stockholm af en gruppe forældre og var en reaktion på den usikkerhed, man kan føle, når ens barn springer ud, og man ikke ved, hvordan omgivelserne reagerer. Mange har også et behov for at møde andre forældre i samme situation. I dag er Mats Påhlsson talsperson i ”Stolta föräldrar till HBTQ-barn”:

– Jeg vil gerne kunne gøre en forskel for netværkets medlemmer og dele ud af mine erfaringer til andre forældre. At kunne give lidt af mig selv og få dobbelt så meget tilbage i form af varme og kærlighed – kan det blive bedre? Det blev så indlysende for mig, efter at min datter sprang ud, og hun er både glad og stolt over, at jeg vælger at engagere mig! Ikke så meget for min eller hendes egen skyld, men nærmere for de HBTQ-personer, som ikke har stolte forældre, og for de forældre, som har brug for lidt støtte og hjælp på vejen.

Aktiviteter, foredrag og manifestationer, hvor du kan deltage

Mange forældre, som kontakter foreningen, føler en stor lettelse over at have nogen at tale med. Det spiller ingen rolle, hvor du bor. ”Stolta föräldrar till HBTQ-barn” kan nemlig kontaktes via e-mail, telefon eller Facebook. Tag en snak med en, som har oplevet det samme som dig, eller deltag i nogle af deres aktiviteter, foredrag og studiekredse. Under Pridefestivalen i Stockholm kan man desuden besøge ”Stolta föräldrar till HBTQ-barn” i deres telt på Östermalm IP – et utroligt vigtigt mødested for dig, der gerne vil drøfte forskellige problemstillinger:

– Pride drøfter forskellige HBTQ-spørgsmål og er et frirum for homoseksuelle, biseksuelle, trans- og queerpersoner og de kønsudtryk, som findes inden for bevægelsen. Det er en uge i kærlighedens og glædens tegn, men også en uge, hvor vi sammen kan vise, at HBTQ-personers rettigheder og hverdag ikke altid er ligestillet med den, som man finder i heterouniverset. Det har ganske vist forandret sig meget, men vi har stadig et stykke vej igen – også i Sverige, fortæller Mats Påhlsson.

Medlemmerne i arbejdsgruppen er helt almindelige forældre, som trækker på både egne og andre forældre samt HBTQ-personers erfaringer og kontakter. Mats Påhlssons forældregruppe er aktiv i Stockholmområdet, men der er flere søsterorganisationer i Sverige, som du kan kontakte. Du finder dem blandt andet i Malmø, Gøteborg, Blekinge, Dalarna, Jönköping, Örebro, Borås og i flere andre svenske byer.

– Vi henvender os både til forældre, hvis børn netop er sprunget ud, og til de forældre, som allerede er “landet” og føler sig stolte. Og med børn mener vi personer i alle aldre. Vil man i kontakt med os eller vide, hvor vi er, anbefaler jeg at kontakte RFSL i ens hjemby.

Mats Påhlssons 3 råd til forældre, som har svært ved at acceptere deres børns seksuelle orientering eller kønsidentitet:

#1 Det kan godt være, at det hele ikke blev, som du havde troet, men lad det ikke overskygge din kærlighed til dit barn. Det er nu, at dit barn har allermest behov for din kærlighed, støtte og accept.

#2 Acceptér, at det kan tage lidt tid at forholde sig til barnets seksuelle orientering – du har også en spring-ud-proces, men skån dit barn for din uro eller frygt. Dit barn har rigeligt at se til med sin egen proces.

#3 Du er ikke alene, vær ikke bange for at søge hjælp og støtte, hvis du har brug for det. Tøv ikke med at kontakte et netværk som ”Stolta föräldrar till HBTQ-barn”.

Til venstre: Åsa Aremyr Boding. Til højre: Yvonne Pettersson.

Vi fik også mulighed for at tale med Åsa og Yvonne, som er to andre engagerede forældre hos ”Stolta föräldrar till HBTQ-barn”. Vi spurgte dem også, hvad de ville sige til andre forældre.

“A day without lesbians is like a day without sunshine”

Åsa Aremyr Boding beskriver sin familie som helt almindelig, med mor, far, søn og datter samt villa, Volvo og vovse. Da deres ældste barn – sønnen – sprang ud som biseksuel, svarede forældrene med stolthed “velkommen i klubben”. Efter en tid sprang sønnike også ud som transseksuel, og familien er nu engageret i processen med kønsudredning. Da deres yngste datter lidt forsigtigt sprang ud som lesbisk, var det ikke noget stort for familien, men det var det i et større perspektiv.

– Som vi plejer at sige, “a day without lesbians is like a day without sunshine”. Jeg er så utroligt glad og stolt over mine kloge og modige børn, som står ved, hvem de er, ligesom de støtter andre, og de har inspireret mig til at gøre det samme.

“Det er okay at føle tvivl, uro, sorg og usikkerhed”

Da vi spørger Åsa om, hvilke tips hun vil give til andre forældre, peger hun på et meget vigtigt punkt i processen:

– Jeg vil gerne sige, at det er helt okay at føle tvivl, uro, sorg og usikkerhed. Som forælder skal man også tillade sig selv at have en “spring-ud-proces”. Det tager ikke kun én enkelt dag. Jeg, som ikke syntes, at lesbisk/bøsse/biseksuel var noget særligt, blev alligevel udfordret med transseksualitet. Man er aldrig så fordomsfri, som man tror. Og det er okay. Men det er aldrig okay ikke at acceptere sit barn, som det er. Den erkendelse skal man nok nå frem til på et eller andet tidspunkt.

Hvis man ikke er lige så fordomsfri, som man tror, kan det helt klart medføre en stor portion skam og skyldfølelse. Selvom Sverige på mange måder betragtes som et foregangsland, er den heteronormative kultur stadigvæk meget stærk. Hvis nyheden om, at ens barn er homoseksuelt,

kommer som et chok, kan det være en god idé at spørge sig selv, hvad der egentlig er vigtigt:

– Man elsker jo sit barn med alt, hvad der følger med, og det ændrer jo ingenting, om barnet bliver forelsket i en af samme køn, eller alle køn, eller identificerer sig som et andet køn end det, som det blev tildelt ved fødslen, siger Åsa Aremyr Boding.

”Jeg engagerer mig også i forholdene for HBQT-personer i andre lande”

Yvonne Petterssons engagement i ”Stolta föräldrar till HBTQ-barn” begyndte med et ønske om at støtte sin yngste søn, som er homoseksuel. Engagementet blev hurtigt større, og i dag vil Yvonne gerne vise sine omgivelser, hvor vigtigt det er, at forældre er der for deres børn. Hun understreger vigtigheden af at støtte både forældrene og børnene i deres processer, uanset hvor unge eller gamle de er. Arbejdet med at støtte andre mennesker har desuden også spredt sig ud over Sveriges grænser:  

– Jeg har også engageret mig i andre landes forhold for HBTQ-personer – i hvert fald så godt, som jeg nu kan, ligesom jeg er med i et europæisk forældrenetværk. Vi har blandt andet kontakt med en forældregruppe i USA, og vi har haft udveksling med russiske forældre og HBQT-grupper i Sankt Petersburg. Jeg har sammen med to andre tidligere medlemmer i arbejdsgruppen været i byen til Queerfestival og i Riga til Europride.

Yvonnes 4 råd til dig, som har et HBTQ-barn:

#1 Det er stadigvæk dit barn, og du bør elske det i samme omfang som før. Barnet er ikke blevet en anden person.

#2 Du er i en proces, og det kan tage tid. Forklar dit barn dette. Dit barn har jo gennemgået sin egen proces, og det har måske taget lidt tid, inden barnet fortalte dig om sin seksualitet. Forældre har også en spring-ud-proces.

#3 Brug ikke dit barn som ekspert, hvis du behøver information! Det kan være svært for barnet med for mange spørgsmål. Du kan spørge dit barn, om det er okay at stille spørgsmål, men respektér, hvis dit barn ikke vil/kan svare. Søg i stedet information via andre voksne, for eksempel hos os eller RFSL.

#4 Søg gerne kontakt med andre forældre til HBTQ-børn – det kan du gøre via os.


Vil du vide mere om den spraglede folkefest Pride? Læs mere om de historiske øjeblikke, Pride-sange og meget mere!

Fejr Pride 2018 og se, hvor og hvornår paraderne finder sted.


Nordic Choice Hotels – stolt sponsor af Pride i Norden

People, Planet og Profit er grundstenene som gør, at Nordic Choice Hotels ikke bare tilbyder fantastiske hoteloplevelser, men også forsøger at gøre en forskel – vi kalder det WeCare. I år er vi eksempelvis stolt sponsor af Pride i hele Norden, og vi hjælper med til at gøre begivenheden bedre end nogensinde! Vi har mange forskellige overnatningsmuligheder med noget for enhver smag. Besøg vores hotelside for den by du vil bo i, og find dit drømmehotel allerede i dag!

Hos Nordic Choice Hotels er du velkommen præcis som du er. Vi er overbevist om, at vores gæsters og medarbejderes forskelligheder bidrager til at skabe unikke hoteloplevelser og magiske møder. Mangfoldighed gør os bedre. Vores dør står altid åben.

Her findes der plads til alle.