Medlemskab

Finnerne er det lykkeligste folk i verden – og Kelly fra Colombia har en god forestilling om, hvorfor

Finland er for sjette år i træk blevet kåret som det lykkeligste land i verden. Vi rejste til Helsinki for at finde ud af, hvorfor...

  • I 2023 blev Finland kåret som verdens lykkeligste land i The World Happiness Report.

  • Det er dermed sjette år i træk, at den nordiske nation er øverst på listen.

  • Mange mennesker er nysgerrige efter at vide, hvad der gør finnerne så glade.

  • "Man kunne godt sige, at jeg har kendt Finland, både før og efter de begyndte at toppe ranglisten," siger Kelly Brito med et smil.

Hendes egen teori om glade finner

Hun kommer oprindeligt fra Colombia og har boet i Finlands hovedstad siden 2016. Hendes første besøg i landet var som udvekslingsstuderende i 2012. Efter syv år i landet har hun sin egen teori om, hvorfor Finland ligger øverst på ranglisten år efter år.


"Det er et interessant spørgsmål. Hver gang ranglisten udkommer, og medierne skriver om den, griner folk i Finland. Jeg er faktisk ikke sikker på, om finnerne ser sig selv som det lykkeligste folk i verden. Men hvis man bruger ordet "tilfreds", tror jeg, at flere mennesker er enige i placeringen. "Tilfreds" er bare sådan et kedeligt ord i forhold til "lykkelig". Det skaber ikke ligefrem overskrifter," griner hun.


Nøglen er sikkerhed


Kelly har bemærket ét bestemt aspekt, hvor Finland adskiller sig fra hendes hjemland.


"En af de ting, jeg sætter mest pris på efter at have boet i Helsinki i syv år, er den overordnede fornemmelse af sikkerhed. Selvfølgelig kan der også ske dårlige ting her, men de bekymringer, man kan opleve i lande som Colombia eller lignende steder i verden, er simpelthen ikke til stede. Folk lader deres døre stå ulåste og efterlader deres telefoner på bordet på caféen, når de går på toilettet. Den slags er uhørt i mange dele af verden," bemærker Kelly.


"Og forestil dig så alt det, du kan bruge din hjernekapacitet, din tid og din energi på, når du ikke har den slags bekymringer," tilføjer hun begejstret.


  • Vidste intet om Finland

    Colombianeren vidste selv ikke meget om lykkeranglisten, da hun steg om bord på flyet i 2012. Kelly indrømmer, at det var et kulturchok at ankomme til den finske hovedstad.

  • "Det er måske ikke så overraskende," griner hun.

  • "La Guajira-regionen, hvor jeg kommer fra, er først og fremmest en ørken. Der er det ikke ualmindeligt med temperaturer på langt over 40 grader, så alene vejret har været noget af en omvæltning," tilføjer hun.

  • Kelly arbejder på Helsinki Universitet og taler finsk på grundlæggende niveau. Som colombianer er der først og fremmest én ting, som hun har lært at sætte stor pris på ved at bo i landet.

  • "Kaffen her er himmelsk. Med undtagelse af Norge har Finland formentlig det højeste indtag af kaffe pr. indbygger, og som colombianer er der meget få ting, der gør mig gladere end en god kop kaffe."

Det har Kelly lært efter syv år i Helsinki

Efter syv år i landet har hun opdaget, at mange af de myter, hun hørte ved sin ankomst, ikke stemmer overens med hendes egne erfaringer. Heriblandt en generel opfattelse af finnerne som indadvendte og generte.


"Da finnerne ikke udtrykker deres følelser på en lige så tydelig måde, kan det nogle gange være svært at "læse" dem. Men hvis man lærer en finne godt at kende, har man en ven for livet," mener hun.


"Jeg mener også, at finnerne er mere direkte og ærlige. Du lærer meget om personen. Der er mindre hyggesnak og mere ærlige samtaler. Det har jeg lært at sætte pris på," siger Kelly.


Da Strawberry spurgte hende, hvad hun har lært efter så mange år i landet, fik vi et klart svar.


"At stå i kø. Jeg ved ikke, om det er en nordisk ting, men folk elsker en god kø i Finland. Hav respekt for køen," griner hun.


Seneste indlæg